Færøerne
- Magisk stilhed, havfrisk luft, enestående lys
Færøernes 18 øer skyder med sine grønne fjelde dramatisk op fra det vældige Atlanterhav- som rygge på enorme havdyr, der dukker op over havoverfladen. Færøerne blev i 2007 kåret af National Geographic Traveler som den mest uspolerede og fascinerende destination i verden blandt 111 ø-samfund. Stilheden fornemmes overalt på øerne kun afbrudt af fuglestemmer, lyden af vand og havets brusen, når det rammer klipperne. Her finder du en blanding af nyt og gammelt - et enestående samfund. Færingerne er venlige, og overalt på øerne holdes gamle traditioner og skikke i hævd. Vi skal også opleve lunden, i folkemunde kaldet søpapegøje. På Færøerne lever ca. 550.000 par. Vejret er vældigt omskifteligt på Færøerne og derfor med til at bestemme alting. I løbet af få minutter kan det så let som ingenting skifte fra sol over regn til sne. Ja, på Færøerne kan du faktisk gennemleve alle årstiderne på en enkelt dag. Vi skal bo på Færøernes bedste hotel - midt i naturen med panoramaudsigt over Tórshavn, naturen og Atlanterhavet. En fascinerende udsigt at vågne op til!
Højdepunkter
• Vesmanna - imponerende grotter
• Gjógv - betagende naturhavn
• Tórshavn - nyt og gammelt mødes
• Kolonier af søfugle
• Sejlads til smukke fuglefjelde
• Lodrette klippevægge
• Saksundal
• Magnus Katedral
• Kongsbondegård - oldgammel historie
• Klaksvik
• Nordatlantisk ø-charme
• Brusende vandfald
• Færøerne - i klimaets vold
• Færøsk kultur
Skib/busrejse - 8 dage
Ti. 31.07 - Ti. 07.08, kr. 8.799,-
Fly/busrejse - 6 dage
On. 01.08 - Ma. 06.08, kr. 8.799,-
Prisen inkluderer
• Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet
• Kørsel i moderne 4-stjernet turistbus
• Dygtig og rutineret chauffør
• Dansk rejseleder
• Alle nævnte udflugter ekskl. entreer
• Skatter, moms og bidrag til Rejsegarantifonden
Flyrejsen
• Flyrejse t/r Billund/København - Færøerne inkl. skatter og afgifter
• Sandwich og drikkevarer om bord
• 5 overnatninger med morgenmad
• 5 x middag
Busrejsen
• Smyril Line t/r Hirtshals - Færøerne
• 3 nætter på M/F Norröna
• 4 x morgenbuffet om bord
• 2 x aftenbuffet om bord
• 4 overnatninger med morgenmad
• 4 x middag
1. dag: Sejlads med M/F Norröna
Dem, der skal sejle til Færøerne, skal tidligt af sted i dag. Tidlig opsamling da vi skal være i Hirtshals kl. 7.30. Dejlig morgenbuffet om bord og herefter får vi adgang til vores kahytter, og mon ikke det vil være dejligt med en lille lur! Vi skal sejle med M/F Norröna, et af de nyeste skibe på Nordatlanten. Fra dækket er der et utroligt udsyn over hele horisonten - bølger, hav og himmel - og der er god mulighed for at observere fugle, og måske få øje på en hval eller to. Om aftenen kan du opleve alle de oplyste olieboreplatforme.Skibet har også meget andet at tilbyde om bord, fx indendørs pool, fitnesscenter, sauna, cafeer og barer, kasino, shopping muligheder og biograf. Om aftenen spiser vi skibets store middagsbuffet med mere end 20 varme og 40 kolde retter samt frugt, ost og kage. Mulighed for dans til livemusik eller afslapning til pianomusik i Naust Lounge.
2. dag: Ankomst til Færøerne
Vi starter dagen med dejlig morgenbuffet, og herefter er der god tid til at nyde skibet og dets faciliteter. Vi ankommer til Færøerne kl. 15 og kører en tur gennem Tórshavn, inden vi når til hotellet, hvor der er indkvartering. Vi mødes til middagen med gæsterne, der ankommer med fly. Efter middagen er der infomøde med rejselederen.
3. dag: Byrundtur Tórshavn og Vestmanna
Efter morgenbuffet skal vi på tur for at opleve Færøerne. Vi starter med en byrundtur i Tórshavn. Byen er fyldt med farverige huse, smalle gyder og klippegrunde. På vandring mellem husene oplever vi et virvar af stræder og smalle gyder, trapper og klippegrund, der stikker frem, og små sorttjærede huse med hvide vinduer og grønne græstage. Samtidig finder vi et aktivt forretningsliv, restauranter, cafeer og gallerier. Vi ser Tinganes, regeringsbygningen, havnen med små træbåde i alle regnbuens farver. Blandingen af nyt og gammelt gør byen smuk og fascinerende. Niels Malmros' film "Barbara" er bl.a. filmet i den gamle bydel. Tid til frokost indenvi kører til Vestmanna, hvor vi skal på en uforglemmelig tur til søs for at opleve de berømte fuglefjelde. Et fascinerende eventyr. Vi sejler fra Vestmanna til fuglefjeldene og de imponerende grotter, Vestmannabjergene, de høje forbjerge, hvor fuglene ruger som er en af Færøernes største turistattraktioner. En enestående oplevelse med udsigt til de høje bjerge og Atlanterhavet. På sejladsen til Vestmannabjergene sejler vi gennem smalle sund, ind i dybe grotter, formet af brændingen igennem millioner af år, og tæt på den over 600 meter høje lodrette klippevæg, hvor tusinder af søfugle yngler. Efter sejlturen, som tager ca. to timer, besøger vi Saga museum, hvor vi oplever færingernes historie på en spændende og intim måde.
4. dag: Besøg på øerne
I dag skal vi på en smuk naturtur til naboøen Eysturoy. Streymoy og Eysturoy er forbundet med en bro, som ofte omtales som "Broen over Nordatlanten". Eysturoy kan prale med Færøernes højeste vandfald, Fossa, med et fald på 110 meter samt Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur, der rejser sig 882 meter over havet. Vi ser også det høje forbjerg Eidiskollur og de to sagnomspundne "drangar", Kæmpen og Kællingen, der stolte står og bryder de voldsomme kræfter i havet. Et storslået syn. Vi kører fra bygden Eidi til bygden Gjógv, som præsenterer sig idyllisk ved den dybe kløft, der danner en ganske unik og betagende naturhavn. Vi kører gennem den 5,6 km lange undersøiske tunnel til næste ø, Bordoy. Tunnelen blev indviet i 2006, og den er ret speciel, da den inde midt i mørket er udsmykket med et lys, som den færøske kunstner Tróndur Patursson har lavet. I Klaksvik, øernes næststørste by og vigtigste fiskerihavn, oplever vi Christianskirken. Døbefonten i kirken er en ca. 4000 år gammel hedensk offerskål fra Danmark. Videre til Vidoy for at nyde den fantastiske udsigt over til øerne Fugloy og Svinoy.
5. dag: Kirkjubøur og Tórshavn på egen hånd
Vi kører til Kirkjubøur, den sydligste bygd på Streymoy, og oplever den 900 år gamle maleriske Roykstovan, Kongsbondegård, som stadig er beboet. Den nuværende kongsbonde, Joannes Patursson, er 16. generation på gården. Vi besøger også den lille Sankt Olavs kirke fra år 1200, den ældste sognekirke på Færøerne, samt den ufuldendte Magnus Katedral, som er en stor kultur-attraktion. Vi skal også se Nordens Hus, øens smukke kulturhus, som bruges til udstillinger, foredrag, musik mm. Resten af dagen oplever vi Tórshavn på egen hånd.
6. dag: Vágar og mulighed for vandretur
I dag skal de gæster, der rejser med M/F Norröna, pakke bagagen i bussen, inden vi kører ud på dagens udflugt. Vi tager nordpå til Streymoy og den enestående indfjord Saksun. Vi kommer hertil gennem den 10 km lange Saksundal og naturfænomenet, den kedelformede indfjord med en tilsandet åbning ud mod havet. Udsigten er storslået og uforglemmelig. Vi kører tilbage over øen og gennem den undersøiske tunnel til Vágar, en af Færøernes vestligste øer. På øen findes de to største indsøer, Fjallavatn og Sørvagsvatn, samt Færøernes lufthavn. Vágar er særdeles velegnet til vandreture af lettere grad. Vi tager på en vandretur på to-tre timer for de, der har lyst! Vandreturen er ubeskrivelig. Ud over stilheden hører vi kun naturens lyde. Dette er i sandhed Færøerne! Er man ikke til vandretur, vil der være tid i bygden Midvagur, Vágars største bygd. Her boede præstekonen Beinta Broberg, som fik tilnavnet Den onde Bente. Forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen har skildret hendes liv i sin kendte roman, Barbara. Anneksgården Kálvalíð er det ældste hus i bygden og måske også på Færøerne. Den rummer i dag bygdemuseet. Vi spiser middag på vores hotel, der vil være mulighed for omklædning. "Flygæsterne" bliver på hotellet, mens "søfarerne" sætter kurs mod skibet, som sejler kl. 22.30.
7. dag: Hjemrejse ombord på M/F Norröna
Vi tilbringer en dejlig dag til havs med god tid til at nyde udsigten og skibets faciliteter.
8. dag: Rejsens sidste dag
Efter tidlig morgenmad ankommer vi til Hirtshals kl. 7, hvorefter vi kører retur til vores opsamlingssteder. Et uforglemmeligt natureventyr går mod sin slutning.
FLYREJSEN
1. dag: Afrejse fra Billund/København. Vi lander på øen Vágar og bliver herfra kørt til hotellet, hvor der er indkvartering og middag. Herefter infomøde med rejselederen.
2. - 5. dag: som 3. til 6. dag beskrevet ovenfor.
6. dag: Efter god tid til morgenbuffeten pakker vi bagagen. Tid på egen hånd til vandretur el. besøg i Thórshavn. Midt på dagen kører vi til lufthavnen, hvor vi flyver tilbage til Billund/København. Vi forbeholder os ret til at foretage ændringer i programmet, da vejret er meget omskifteligt.
Evt. tillæg
Enkeltværelse/kahyt kr. 1.930,- på 8 dages turen
Enkeltværelse kr. 1.750,- på 6 dages turen
Hotel
Hotel Føroyar 4* er beliggende lidt uden for Tórshavn midt i naturen. Hotellet er blandt de smukkeste bygninger i hovedstaden. Værelserne er med brus/badekar og toilet, føntørrer, radio, telefon, sat-TV, fri internet, buksepresse, kaffe/te sæt og minibar. Hotellet har restaurant og bar. www.hotel-foroyar.com
Diverse
På Færøerne benyttes danske kr. el. færingernes egen valuta færøske kroner.
Sejltur Vestmanna og Sagamuseum ca. kr. 315,-.
Øvrige entreer på udflugter ca. kr. 200,-.
Husk godt fodtøj, kikkert og solbriller, vind- og vandtæt tøj, samt hat og handsker på sejlturen til Vestmanna.
Husk gyldigt pas.