Udskriv

 Sydengland
- herlige haver og betagende kyster

Sydengland er en vidunderlig blanding af charmerende kystbyer, idylliske haver, historiske slotte, imponerende katedraler og den vidt besungne sydengelske natur. Vi ser spor og mindesmærker, som vidner om flere tusinde års angelsaksisk kultur og historie. Under rejsen bor vi ved Brighton, Portsmouth, Exeter og Reading. Vi sejler til den smukke ø, Isle of Wight, og besøger også de mytiske stenstøtter ved Stonehenge. Ikke mindst nyder vi den skønne natur, hvor charmerende byer med rund hånd er strøet ud mellem bløde bakker ved den smukke sydengelske kyst. Vi oplever smukke landsbyhuse langs smalle, snoede gader. Marker omgivet af stendiger, der er bygget med hånd samt slotte og kirker fyldt med kostelige kunstværker. Lokaliteterne bag sagnomspundne fortællinger om Kong Arthur og Sherlock Holmes ser vi også nærmere på.

Højdepunkter
• Brighton - romantisk strandpromenade
• Lord Nelsons berømte flagskib
• Stonehenge - mytiske stenstøtter
• Bath - romersk kurby
• Dartmoor - I Sherlock Holmes' fodspor
• Isle of Wight
• Osbourne House - royal ferievilla
• Plymouth - idyllisk havnefront
• Canterbury - historisk pilgrimsby
• White Cliffs of Dover
• Salisbury Katedral
• Palace Pier - tivoli på molen
• Portsmouth

Busrejse - 9 dagePanter Rejser Sydengland
Ti. 19.06 - On. 27.06, kr. 6.799,-
Ti. 11.09 - On. 19.09, kr. 6.799,-

Prisen inkluderer
• Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet
• Kørsel i moderne 4* turistbus
• Dygtig og rutineret chauffør
• Dansk rejseleder
• Sejltur Calais - Dover
• Togtunnel Folkestone - Calais
• 8 overnatninger med morgenmad
• 8 x middag
• Sejltur til Isle of Wight og entré Osborne House
• De nævnte udflugter ekskl. entreer
• Skatter, moms og bidrag til Rejsegarantifonden

1. dag: Afrejse
Efter opsamling kører vi via Hamborg og Bremen til overnatning nær den tysk/hollandske grænse. Indkvartering og middag på hotellet.

2. dag: White Cliffs - Dover - Brighton
Efter tidlig morgenbuffet fortsætter vi via Holland og Belgien til Calais i Frankrig, hvor vi skalmed færgen over kanalen til Dover. De berømte White Cliffs of Dover byder os velkommen til England. Langs den flotte sydengelske kyst når viBrighton, hvor vi skal bo i nat. Men inden gør vi et kort stop i Hastings, hvor Wilhelm Erobreren i 1066 vandt slaget om England og siden kunne tage til Westminster for at lade sig krone til konge. I Brighton oplever vi byens berømte strandpromenade og Palace Pier med det kendte tivoli for enden af molen. I kvarteret bag molerne, The Lanes, bugner gågaderne af butikker, restauranter og livlig atmosfære. Den eksotiske Royal Pavilion, designet af George d. 4, er også et besøg værd. Efter middagen mulighed for at opleve livet på Brighton Pier.

3. dag: Brighton - Portsmouth
Om formiddagen oplever vi Brighton på egen hånd. Midt på dagen kører vi til Portsmouth, tidligere en af Englands vigtigste flådebyer, og Charles Dickens fødeby. Vi starter med besøg på Historic Dockyard og ser Lord Nelsons berømte flagskib HMS Victory. Herefter tid på egen hånd, f.eks besøg på D-dagsmuseet med dets  berømte 83 m lange Overlord Embroidery (fantastisk flot broderet tapet med oversigt over krigens forløb fra 1940 - 1944). Det spektakulære 170 m høje Spinnaker Tower er ligeledes værd at opleve! Vi bor ved Portsmouth de næste to nætter.

4. dag: Isle of Wight - Osborne House
Vi besøger den maleriske ø Isle of Wight. Vi anløber øen i Fishbourne og kører til Osborne House - Dronning Victorias foretrukne feriested, hvor vi får indblik i de royales liv og ser kongelige minder. Efter sightseeing på øen returnerer vi til Portsmouth.

5. dag: Winchester - Salisbury - Stonehenge
Dagens første oplevelse er byen Winchester, hvor vi ser legendariske Great Hall med Kong Arthurs berømte runde bord, hvor ridderne ifølge myterne udkæmpede slag og erobrede jomfruer for århundreder tilbage. Dernæst til Salisbury med sin imponerende katedral beliggende på en slette. Allerede på lang afstand ses det 123 meter høje smukke spir på katedralen fra 1200-tallet. Efter besøg i den flotte katedral er der tid på egen hånd i byen. Lidt uden for Salisbury ligger Stonehenge, det enorme stenmonument fra ca. 3000 år f. Kr. Stonehenge er omgærdet af et utal af myter og teorier, som vi hører nærmere om. Overnatning  ved Exeter i to nætter.

6. dag: Dartmoor - Plymouth - Tintagel
Vi kører mod Plymouth. Turen går syd forbi Dartmoor National Park, det betagende og specielle landskab kendt fra Arthur Conan Doyle's berømte roman "Baskervilles hund", hvor Sherlock Holmes og hans tro hjælper, Dr. Watson, i sin tid opklarede alle tiders indviklede kriminalgåder. Området er desuden kendt for sine vilde ponyer. I Buckfast ser vi byens særprægede huse, og i Plymouth nyder vi den smukke havnefront. I den romantisk beliggende by Tintagel oplever vi de forrevne klipper ned til Atlanterhavskysten og hører egnens berømte eventyr om Kong Arthur, ligesom vi ser ruinerne af Tintagel Castle, kong Arthurs myteomspundne slot.

7. dag: Cheddar Gorge - Bath
Bath er en af Englands smukkeste byer. Via en lille omvej oplever vi Cheddar Gorge, hvor vejen snor sig gennem en kløft omgivet af 120 m høje kalkstensklipper. Så er det tid til Bath, grundlagt som kurby i romertiden og beliggende i det skønne Cotswold med bløde bakker, stendiger, skjulte floddale og ærkeengelske landsbyer. Bath er med sine huse opført i georgiansk 1700-tals arkitektur en hyggelig by. Vi ser Pulteney Bridge, mesterværket Royal Crescent med 30 palæer opført i en halvcirkel samt de berømte romerske bade. Overnatning ved Reading.

8. dag: Kent - Chartwell - Canterbury
Vi kører gennem det smukke engelske landskab sydom London, forbi Chartwell i dejlige Kent, hvor Churchill boede i mere end 40 år. Videre til Canterbury for at se byens smukke domkirke. Byens historie går mere end 2000 år tilbage, og den var førhen en vigtig pilgrimsby. Herefter til Folkestone, hvor vi skal med biltoget gennem tunnellen til Calais. Overnatning i Holland eller Tyskland.

9. dag: Hjemrejse
Vi tilbagelægger sidste etape af en flot og alsidig rejse. Gennem Tyskland og retur til opsamlingsstederne.

Evt. tillæg
Enkeltværelse, kr. 1.350,-

Hotel
Vi bor på hoteller af god standard, forsk. værelser kan forekomme, men alle er med bad/toilet, TV, og telefon. Der serveres fuld engelsk morgenmad og 3 retters middag/buffet. Hotelliste fremsendes ca. 8 dage før afrejse.

Diverse
I Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig benyttes Euro. Engelske Pund i England.
Entreer (ca. priser): Stonehenge kr. 75, Royal Pavilion Brighton kr. 90, De romerske bade i Bath kr. 100,-. Portsmouth Dockyard kr. 100, Salisbury Katedral kr. 50.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i,
hvilke spændende nye rejser vi får på programmet.

Tilmeld dig her >>

Bestil Katalog

Få vores 2012 - rejsekatalog tilsendt med posten.

Bestil rejsekatalog her >>