Krydstogt til Nordkap
- langs Norges kyster med Royal Caribbean Cruise Lines
Denne rejse er en fantastisk kombination af luksuskrydstogt langs Norges skønne, varierede kyststrækninger og uforglemmelige landgange ved nogle af landets smukkeste og mest spændende naturscenarier og kulturfænomener – med Nordkap som cruisets nordligste mål.
Højdepunkter
• Ålesund - arkitektoniske perler
• Nordkap-klippen og Nordkaphallen
• Fuglesafari på Nordkap
• Tromsø - Nordens Paris
• Geirangerfjorden - perlen blandt norske fjorde
• Olden - fjordby i henrivende natur
• Bergen - Fjordnorges mondæne hovedstad
Krydstogt - 13 dage
To. 09.08 - Ti. 21.08 Indvendig, kr. 9.599,-
To. 09.08 - Ti. 21.08 Udvendig, kr. 11.049,-
To. 09.08 - Ti. 21.08 Balkon, kr. 18.759,-
(Priser er pr. person)
Prisen inkluderer
• Ophold i den valgte kahyt
• Helpension
• Krydstogt i henhold til programmet
• Aktiviteter og underholdning om bord
• Dansk rejseleder på hele turen
• Skatter, moms, drikkepenge og bidrag til Rejsegarantifonden
1. dag: Afgang fra København kl. 17:00
Afrejse med Vision of the Seas (Royal Caribbean Cruise Lines).
2. dag: Til søs
Vi nyder dagen om bord og vælger frit at deltage i forskellige aktiviteter - eller slapper af i en liggestol på dækket.
3. dag: Ålesund kl. 07:00 - kl. 17:00
I Ålesund er der mulighed for at udforsker nogle af Norges mest kendte natur- og kulturattraktioner. Byen er internationalt kendt for sin særprægede arkitektur i jugendstil med tårne, spir og fantasifulde ornamenter på husfacaderne. Efter den katastrofale brand, som i 1904 lagde hele byens centrum øde, var arkitekterne, som deltog i genopbygningen, inspireret af datidens nye byggestil tillagt nationale og nationalromantiske impulser. Derfor har byen i dag en unik plads i norsk og europæisk arkitekturhistorie. I Ålesunds omegn, Sunnmøre, ser vi dybe fjorde og majestætiske fjelde – en stor oplevelse venter!
4. dag: Til søs
Sejlads langs vidunderlige kyststrækninger, som vi nyder fra første parket.
5. dag: Honningsvåg (Nordkap) kl. 09:00 - kl. 18:00
Honningsvåg er rig på oplevelser: Nordkapklippen og Nordkaphallen, fuglesafari og kongekrabbesafari. Besøg et fiskeleje eller en samelejr og Nordkapmuseet med interessante udstillinger. Handelsgaden i Honningsvåg bugter sig rundt i havnen. Her kan du besøge mange små butikker med et varieret udvalg af lokale varer.
6. dag: Tromsø kl. 08:00 - kl. 17:00
Allerede for 100 år siden blev besøgende overraskede over at finde kultur og årets mode så langt mod nord, og det har givet Tromsø tilnavnet Nordens Paris. Også i dag charmeres turister af byens historiske og karakteristiske bymidte, af et levende, aktivt kulturliv, af spændende attraktioner og udflugtsmuligheder og ikke mindst af klimaet, som på disse kanter kan byde på både midnatssol og nordlys. Ishavskatedralen fra 1965 er Tromsøs vartegn, inspireret af nordnorsk tro og natur, med flammende og originale glasmosaikker.
7. og 8. dag: Til søs
Et par skønne dage om bord med den ene storslåede udsigt efter den anden.
9. dag: Geiranger kl. 08:00 - kl. 18:00
Landskabet ved Geirangerfjorden er så ekstraordinært smukt, at det figurerer på UNESCOs verdensarvsliste. I et storslået S snor fjorden sig imponerende gennem landskabet. "Perlen blandt norske fjorde" er et udtryk, som ofte anvendes om Geirangerfjorden, som 20 km lang bugter sig gennem et storslået landskab. Det er umuligt ikke at lade sig imponere over naturens fantastiske skaberværk på disse kanter. Imponerende fosser sender kaskader af buldrende vand ud fra stejle fjeldsider eller kærtegner fjeldvæggen i form af en tynd, florlet douche, som skaber smukke regnbuer på kryds og tværs. Geirangerfjorden er på sit dybeste sted næsten 260 meter dyb, mens fjeldene omkring rager 1600-1700 meter op.
10. dag: Olden kl. 08:00 - kl. 18:00
Landsbyen Olden ligger inderst i Nordfjord i Stryn kommune. Den hyggelig landsby byder på mange turistattraktioner, gode indkøbsmuligheder, og er det oplagte sted at koble af - smukt omkranset af fredelige omgivelser, som bjergtager enhver turist.
11. dag: Bergen kl. 08:00 - kl. 18:00
Bergen er en by med fødderne i vandet, hovedet i skyerne og hjertet på rette sted - fuld af smittende Bergen-begejstring, som bergenserne hellere end gerne deler med deres gæster. En gammel by med et ungt sind! Fjord-Norges hovedstad har altid noget at byde på og er en international by fuld af historie og tradition, en storby med en lillebys charme og atmosfære. De ældre dele af byen er levende historie, og museerne og
gallerierne holder kunsten og kulturarven i live. Den hanseatiske brygge, Fisketorvet, komponisten Edvard Griegs hjem, Rasmus Meyers samlinger, Akvariet og Gamle Bergen er blot nogle af de steder, som er et besøg værd. I byens hjerte finder du masser af shoppingmuligheder, cafeer, restauranter og barer. Med Fløibanen tager det kun få minutter at se hele Bergen fra oven. Fløibanen hører til Norges mest kendte attraktioner og byder på fantastiske udsigter oppe fra fjeldet.
12. dag: Til søs
Vi tilbagelægger krydstogtets sidste etape og nyder den afslappende tilværelse som krydstogtfarer!
13. dag: Ankomst til København kl. 07:00
Morgenmad inden vi går fra borde først på formiddagen.
Evt. tillæg
Enkeltkahyt indvendig, kr. 3.900,-
Enkeltkahyt udvendig, kr. 5.400,-
Enkeltkahyt balkon, kr. 13.100,-
Prisen inkluderer ikke
Udflugter og evt. entreer samt drikkevarer ombord.
Krydstogtsskibet
Vision of the Seas fra rederiet Royal Caribbean Cruise Lines har 11 dæk og plads til 2435 passagerer. Første klasses underholdning fra teater og shows til casino, diverse restauranter, barer og saloner, spa og træningscenter, swimmingpool, butikker og dejlige kahytter i forskellige kategorier. Man keder sig aldrig om bord! Udsigten nydes fra en liggestol eller man kan deltage i nogle af de mange aktiviteter som dans, aerobic, quizzer, konkurrencer mm.
Kahytstyper
Indvendig kahyt - Standard kahyt (ca. 13 m2) med plads til to personer. To enkeltsenge eller en dobbeltseng.
Udvendig kahyt - Standard kahyt (ca. 15 m2) med stort vindue mod havet og plads til to personer. To enkelte senge eller en dobbeltseng.
Kahyt med balkon - Kahyt med privat balkon (ca. 18 m2, med ca. 3,5 m2 balkon) og plads til to personer. To enkelte senge eller en dobbeltseng.
Alle kahytter er udstyret med en mindre siddegruppe, tv, telefon, toilet med brusebad eller badekar, værdiskab, minibar, makeup-bord med hårtørrer, garderobeskab og 110/220 volts stikkontakter.
Måltider ombord - er inkluderet i prisen:
Aquarius Dining Room Den elegante hovedrestaurant strækker sig over to dæk og har plads til 1204 gæster. Det perfekte sted til en god morgenmad eller en 3-retters aftenmenu. Maden er komponeret af berømte kokke, der bruger udsøgte råvarer fra alle verdens hjørner, og præsenteres i en à la carte menu med nye fristelser hver dag. Ud over morgenmad og middag serveres her også frokost på visse dage.
Windjammer Denne spændende buffetrestaurant med plads til 454 gæster byder på morgenmad, frokost og middag. Menukortet er varieret med retter og desserter af alle slags. Windjammer er placeret bag i skibet på dæk 9, og store vinduer sørger for en fantastisk udsigt.
Solarium Café Nager sulten mellem måltiderne, eller er man måske blot lækkersulten, byder Solarium Café på småretter som pizza, hamburger, pølser og forskellige sandwiches.
Diverse
Valuta ombord er USD, og skibet har et kontantfrit system. Der vil blive oprettet en "Sea Pass"-konto i dit navn, som skal sikres med et godkendt kredit eller betalingskort (Visa, Mastercard eller American Express). I land betales med norske kroner.
Dresscode Det er enkelt at planlægge garderoben til cruiset. Fritidstøj til dagen og pænere tøj til om aftenen. På formel aften er dresscode pænt tøj, såsom jakkesæt/smoking til mændene og cocktail- eller aftenkjole til damerne. På dette krydstogt er der 2 formelle aftener.
Udflugter Royal Caribbean tilbyder udflugter i anløbshavnene, som man kan tilmelde sig ombord. I enkelte byer arrangerer Panter Rejser egne udflugter. Nærmere info om udflugter fås 3 måneder før afrejse.