Skip to main content

Lago Maggiore

- på solsiden af Italiens længste sø
 

Lago Maggiore er Italiens næststørste sø og strækker sig over 65 km. Den nordligste del når helt til Locarno i Schweiz. Midt i denne skønne sø ligger De Borromæiske øer idyllisk, og ved bredderne af Lago Maggiore finder vi en imponerende frodighed - takket være et mildt klima året rundt. Verbania kunne være vores værtsby. Byen ligger på solsiden af Lago Maggiore og består af fem sammenhængende bydele. Her findes mange hyggelige restauranter og caféer, hvor udsigten over søen er med til at sætte en stemningsfuld atmosfære.

Rejsen arrangeres med bus.

Højdepunkter
• Rundvisning i skønne Verbania
• Isola Bella ”Den smukke Ø”
• Milano med den imponerende Domkirke
• Lago Maggiores mondæne ferieby Stresa

Denne rejse er skræddersyet til lukkede grupper - kontakt os for tilbud på
tlf. 7585 7333 eller panter@panterrejser.dk
Se 
Rejsekalender HER for ledige pladser til individuelt rejsende.

Hurtigsøgning

Dagsprogram

Rejsens forløb

1. dag: Afrejsedag
Vi kører til overnatning syd for Frankfurt.

2. dag: Frankrig, Schweiz til Lago Maggiore
Turen fortsætter gennem Sydtyskland, Frankrig, Schweiz og Norditalien til Verbania.

3. - 6. dag: Udflugtsprogram

7. dag: Hjemrejse via Lichtenstein
Gennem Schweiz, forbi Lichtenstein til Midttyskland.

8. dag: Hjemkomst
Hjemkomst til Danmark sidst på dagen.

Forslag til udflugter

Sejltur til De Borromæiske øer
Med udflugtsbåd sejler vi til De Borromæiske øer, hvor vi først tager til Isola Bella ”Den smukke Ø”. Her besøger vi Borromeo-slægtens tidligere residens. Slottet er et pragtskue med sin overdådige udsmykning i stuk og vidundelige fresker - for ikke at tale om den fornemme møblering. Parken er en oplevelse af skønhed og frodighed. Herefter fortsættes til naboøen Isola dei Pescatori med sit maleriske lille fiskerleje. Sidste landgang er på øen Isola Mardre, der er omdannet til botanisk have med et væld af tropiske og subtropiske vækster. Mætte af indtryk sejler vi retur til fastlandet.

Lago d´Orta, Arona og Borromeo
Vi skal på udflugt til Lago d´Orta, en af de mindre søer i området ved Maggiore-søen. På turen besøger vi bl.a. byen Orta San Guilio, der ligger usædvanlig smukt på en lille halvø. Efter at have kørt rundt om søen og set nogle af de mange seværdigheder fortsætter vi til Arona, hvor vi ser statuen af helgenen San Carlo Borromeo, der blev rejst i 1697. Statuen er ca. 23 m høj, og det er muligt ad en indvendig trappe at komme op i statuen og nyde udsigten over landskabet. Efter en spændende udflugt returnerer vi til hotellet.

Oplevelser i Verbania
Til fods og under kyndig ledelse af vores rutinerede rejseleder tager vi en tur rundt i vores skønne værtsby Verbania. Byturens oplevelser bundfælder sig, mens vi sammen nyder et glas vin hjemme på hotellet. For de interesserede arrangeres denne eftermiddag en sejltur på søen.

Udflugt til moderne Milano
Milano er Italiens økonomiske hovedstad og har ca. 1,5 mio. indbyggere. Her går udviklingen utrolig stærkt, og byens levestandard er blandt de højeste i Europa. Hvad angår mode, er Milano på samme niveau som Paris. Butikkerne i den berømte gade Monte Napoleone ikke kun udstiller, men udstråler ”sidste skrig” inden for mondæn mode. Vi lægger ud med en byrundtur, der giver et godt indtryk af byen og dens seværdigheder. Turen slutter med et besøg i Domkirken, der først stod færdig efter 500 års arbejde. Udvendig er kirken udsmykket med flere end 2200 statuer, 135 spir og 96 ”vandspyere”. Kirken er den næststørste i Italien og kan rumme 40.000 mennesker. Den overgås i størrelse kun af Peterskirken i Rom. Tid på egen hånd til at udforske byen.

Stresa og svævebane
Vi besøger Lago Maggiore’s mest populære og mondæne ferieby Stresa. I de hyggelige gågader er der smarte forretninger med modetøj, souvenirs, delikatesser. Fra søpromenaden er der en eventyrlig udsigt til De Borromæiske øer. Tager man svævebanen til Monte Mottarone i 1491 meters højde, bliver udsigten endnu smukkere. Heroppe er der et fantastisk udsyn over de nærmeste syv søer - og i klart vejr kan man se helt til Milano.

Piemonte tilfredsstiller alle sanser - gastronomi fra ædel jord
Her går ægte italiensk charme hånd i hånd med betagende landskaber, Italiens bedste vine og et sublimt køkken, hvor der trylles med trøfler, vilde artiskokker og ædle oste. Piemonte tilfredsstiller alle sanser. Rejsen kan udvides med et par dage i dette skønne område - Panter Rejser kommer gerne med forslag til turen.

Hotel

Hotel Belvedere 4* eller San Gottardo 3*, nabohoteller, der er smukt beliggende ned til søpromenaden i Verbania. Begge hoteller har restaurant, bar, hyggelig fortorvscafe og elevator. Værelser med bad, toilet og andre moderne bekvemmeligheder

Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.