Skip to main content

Stade

- Bremen - Lübeck – Hamburg


Inden for bekvem afstand, lidt vest for Hamburg, ligger den gamle Hansestad Stade, hvor vi skal bo lige op til den gamle bydel. Udover at Stade har et charmerende centrum, er afstanden til vores udflugtsmål i Hamburg, Bremen, Lübeck og Husum så passende, at vi også skal på tur dertil og opleve byernes seværdigheder og specielle atmosfære.

Rejsen arrangeres med bus.

Højdepunkter
• Stade - flot gammel bydel
• Lübeck - malerisk gammel by
• Hamburg - pulserende storby
• Bremen - Hansestad med havneby
• Husum - hyggelig shoppingby

 

Denne rejse er skræddersyet til lukkede grupper - kontakt os for tilbud på
tlf. 7585 7333 eller panter@panterrejser.dk
Se 
Rejsekalender HER for ledige pladser til individuelt rejsende.

 

Hurtigsøgning

Dagsprogram

1. dag: Lübeck
Efter opsamling kører vi til Lübeck, en af Nordtysklands mest maleriske gamle byer og en pulserende kultur- og handelsby med en rig historie og mange tilbud til gæsterne. Lübeck er også berømt ude i verden for sin middelalderlige charme, marcipanen og vartegnet Holstentor og er i virkeligheden en ø, som med store borganlæg og mure var beskyttet mod røvere og pirater. Mulighed for at opleve byen på egen hånd i de hyggelige gader eller en sejltur rundt om den gamle del af Lübeck. Sidst på eftermiddagen når vi Stade og hotellet. Efter indkvartering er der mulighed for at se nærmere på byen eller benytte hotellets faciliteter. Middag på hotellet.

2. dag: Hamburg
Vi starter med en byrundtur - en spændende udforskning af Hamburg, Tysklands næststørste by. Hamburg byder på en prægtig blanding af gamle, historiske seværdigheder samt ny og moderne arkitektur. På vores tur rundt i byen ser vi bl.a. det enorme havneområde, som udgør ikke mindre end 70 km2, forbi Fjernsynstårnet, Planten und Blumen, Speicherstadt mm. Ved søerne Binnen og Aussenalster beundrer vi de mondæne villaer. Herefter bliver der tid på egen hånd. Hvis der er stemning for det, kan vi arrangere en havnerundfart eller hvad med et besøg i modeljernbanemuseet - Miniatur Wunderland, som til stadighed udbygges og omfatter mere end 12 km skinner, hvorpå omkring 900 tog kører rundt i det imponerende miniaturelandskab.

3. dag: Bremen og Bremerhaven
Bremen byder på både historie og spændende gamle bydele samt moderne museer og arkitektur. Bremen er en storby med alle facetter – historie, tradition, hightech, videnskab og rumfart. Vi oplever bl.a. det 600 år gamle rådhus med den 5 meter høje Roland-statue foran på torvet, usædvanlig arkitektur i den traditionsrige Böttcherstrasse, St. Petri domkirken og tæt der ved byens ældste kvarter, Schnoor. Bremer Ratskeller ved Rådhuset er også et besøg værd. Ved nedgangen til Ratskeller står en bronzestatue af Bremer Stadtmusikanterne, inspireret af Grimms eventyr af samme navn. I havnebyen Bremerhaven opleves ligeledes moderne museer i samspil med det hektiske liv på havneområderne i Bremerhaven. I det tyske udvandrerhus – Deutsches Auswandererhaus - der er kåret som Europæisk Museum 2007, følger de besøgende i sporene på de mere end syv millioner mennesker, der udvandrede til oversøiske destinationer fra Bremerhaven.

4. dag: Husum og hjemrejse
Efter morgenmaden forlader vi Stade og følger Elben mod Altstadt, hvor vi sejler over Elben fra Wischhafen til Glückstadt, og kører derefter mod Husum. Havnebyen Husum ved Nordsøen har i løbet af de sidste århundrede udviklet sig til en lille ”shopping- og kulturmetropol”, hvis særlige charme er kendt langt udover bygrænsen. Byen har et renæssanceslot opført i slutningen af det 16. århundrede der, med sin smukke slotspark, er Husums vartegn. På torvet står en skulptur af figuren Tine, der er en søster til fiskerpigen Amanda i Kerteminde. Efter ophold i Husum kører vi mod Danmark.

Hotel

H+ Hotel Stadthafen Stade 3* ligger ved den gamle bydel i centrum af Stade. Hotellet har elevator, restaurant og bar. Der er 65 komfortable værelser som alle er udstyret med bad og toilet, føntørrer, skrivebord, telefon, TV, minibar og safe. I komplekset ligger også bowlingbaner. Hotellet har både ryger og ikke ryger værelser. Der er trådløst internet på hotellet mod betaling.

 

Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.