1. dag: Kristianssand - Mandal - Sirdal
Afrejse fra Hirtshals med Fjordlines hurtige katamaran til Kristiansand og en kort rundtur i den gamle middelalderby grundlagt af Chr. 4. Langs Nordsøvejen fortsætter vi mod hyggelige Mandal, hvis rigdom skyldes søfart, træindustri og handel med laks. Mulighed for afstikker for at nyde udsigten over Skagerrak fra de nøgne klipper ved Lindesnes Fyr. Turen fortsætter op mod højfjeldet Sirdalsheiene. Måske spotter vi her rensdyr! Overnatning i Sirdal.
2. dag: Sejlads på Lysefjorden og Stavanger
Over højfjeldet til Andersvatnet i 950 m højde. Herfra mod bunden af Lysefjorden. Gennem 27 skarpe hårnålesving krydser vi ned over fjeldsiden. Derefter en 2½ times sejlads mod kysten på den 42 km lange Lysefjord. Undervejs nyder vi de kilometerhøje lodrette fjeldsider langs fjorden. Forbi den imponerende Hengjanefossen og den berømte klippe Prædikestolen, som imponerende tårner sig 604 m op. Landgang i Lauvvik og videre mod Stavanger. Byen og domkirken er grundlagt i 1100-tallet. I dag er Stavanger centrum for olieudvinding. På vores byrundtur ser vi den gamle bykerne med hyggelige, hvide træhuse, de forhistoriske områder i byen samt domkirken. Vi overnatter i Stavanger.
3. dag: Skærgårdskysten til Bergen
Vi følger den smukke skærgårdskyst mod Bergen. Fra Randaberg sejler vi den skønne timelange tur til Skudeneshavn, en landsby bygget op omkring hummerfiskeri og eksport af sild. Men svære tider betød, at en fjerdedel af befolkningen udvandrede til Amerika omkring 1900. I dag fremstår dele af byen som en torneroseby anno 1850. Senere passerer vi Avaldsnes-området: ”Norges vugge” og vigtig vikingebastion. I Haugesund ser vi fiskerihavn, og siden ”hopper” vi nordpå fra ø til ø via nybyggede broer. Sidst på dagen når vi Bergen.
4. dag: Byrundtur i Bergen og Flåmbanen
På byrundtur i Bergen, som førhen var en vigtig Hansestad. Herom vidner de gamle lagerbygninger langs ”Bryggen” på havnen, hvor også den gamle fæstning Bergenshus ligger. Bag havnen rejser sig byfjeldet med udsigtspunktet Fløyen. Vi besøger fiske- og blomstermarkedet, ser domkirken samt de idylliske gyder med skønne gamle træhuse. Gennem 40 tunneller over Dale til den hyggelige handelsby Voss. Langs flere indsøer når vi Stalheim Hotel. Udsigt over Nærøydalen fra hotellets terrasse - mod entre! Via Norges stejleste vej ”Stalheimskleivane” med dens 13 skarpe hårnålesving når vi til Gudvangen. I den idylliske fjordby Flåm kan vi tage flot tur med Flåmbanen – kåret som en af verdens smukkeste togture, som byder på udsigter til dybe slugter, tunnel efter tunnel og brusende vandfald. Fotostop undervejs. Ønsker man ikkeat tage toget, fortsætter bussen fra Flåm til Geilo, hvor vi overnatter.
5. dag: Geilo - Oslo
Via Ål når vi Gol og passerer undervejs Torpo Stavkirke. Gennem skovklædte Hallingdal kører vi mod Hønefoss og langs Tyrifjorden ind til Oslo. Tid til byrundtur forbi kongeslottet, Stortinget, strøget Karl Johan og middelalderfæstningen Akershus. Evt. tur op til den nye Holmenkollen Skihopbakke, hvor der er fantastisk udsigt. Med Stena Line ud gennem flotte Oslofjord nyder vi aftenbuffet. Overnatning ombord.
6. dag: Ank. Frederikshavn og mod hjembyerne
Morgenmadsbuffet inden ankomst til Frederikshavn. Vi forlader skibet og kører mod vore hjembyer med oplevelsesrige dage i bagagen.