1. dag: Udrejsedag
Efter opsamling går turen mod Sverige via Øresundsbroen eller Helsingør - Helsingborg. Gennem smukke svenske landskaber når vi frem til første overnatning ved Linköping.
2. dag: Stockholm og skærgården
Vi når Stockholm tidligt og får god tid til at se på byens seværdigheder, f.eks. det hævede regalskib “Vasa”, ”Gamla Stan” og Kongeslottet. Om bord på båden til Tallinn venter der os den skønneste sejlads ud gennem den svenske skærgård. Med udsigt til de tusinder af småøer nyder vi en overdådig buffet. Indkvartering i dobbelt kahytter.
3. dag: ”Danskerbyen” Tallinn
Efter morgenmad om bord ankommer vi til Tallinn midt på formiddagen og lægger ud med en køretur gennem byen, hvis navn på estisk betyder ”Danskerbyen”. Herefter byrundtur til fods i den gamle bydel. Tallinns historie er spændende, og rejselederen fortæller, mens vi passerer den gamle bymur med de middelalderlige fæstningstårne, domkirken, opstandelseskirken, den smukke russisk-ortodokse katedral ”Alexander Nevsky”, det gamle rådhus og stedet, hvor Dannebrog faldt ned under Valdemarsslaget i 1219. Gaderne er stejle med toppede brosten, så tag gode sko på! Indkvartering på hotel lige ved den gamle bydel.
4. dag: Udflugt i Tallinns omegn
Dagens udflugt går med bus ud i byens omegn, hvor vi bl.a. skal se det russiske boligkvarter, Kadriorg-parken med det palads, Peter den Store lod opføre til sin hustru Katarina, skovkirkegården, hvor flere berømtheder ligger begravet, og den verdensberømte sangfestivalplads med plads til 30.000 optrædende og et publikum på 200.000! Resten af dagen er til oplevelser på egen hånd.
5. dag: Tallinn - Riga
Efter morgenmaden forlader vi Tallinn og kører mod Riga. Undervejs ser vi Estlands næststørste vandfald ”Keila Joa” og besøger Pärnu, bade- og kurbyen, som kaldes ”Estlands sommerhovedstad”. Efter frokostpause i byen oplever vi den smukkeste natur langs Riga Bugt. Vi tager en afstikker til et gammelt korsridderslot fra 1214, Turaida slot, som ligger i naturområdet, Sigulda, også kaldet Letlands ”Schweiz”. Ankomst til Riga sidst på dagen.
6. dag: Byrundtur i Riga
Vi pakker bagagen i bussen og tager på byrundtur i den gamle hansestad Riga, som er nænsomt restaureret. Byen havde 800 års jubilæum i 2001. Vi oplever bl.a. det middelalderlige og gotiske Riga med domkirken, Præsidentpaladset, Nationalteatret, Frihedsmonumentet, Krudttårnet og domkirken, hvor orglet med 6718 piber er et af verdens største. Eftermiddagen på egen hånd. Vi mødes igen ca. kl. 16 og kører til båden. Med kurs mod Stockholm skal vi igen nyde den store buffet om bord.
7. dag: Hjemrejse fra Stockholm
Efter morgenmad ankommer vi til Stockholm og kører retur til Danmark.